Svømmeklubben TRITON
Denne side er under revision.
TRITONs elitepolitik
Med baggrund i TRITONs vision, mission og målsætninger kan rammerne for en egentlig elitepolitik sættes op:
Sportsligt
- Triton skal ligge blandt landets 5 største og bedste svømmeklubber målt på antallet af aktivitetstimer, få højtliggende placeringer på de danske ranglister samt at klubben har mindst én Dansk mester pr. år.
- På kort sigt skal Triton placere sig blandt de 6 bedste hold i Danmark ved DMH samt være en stor aftager af medaljer ved nationale stævner og regionsmesterskaber.
- Vi skal have et tæt samarbejde med Dansk Svømmeunion, med det formål, dels at kunne trække på knowhow og fælles ressourcer, og dels at kunne give specifikke talenter mulighed for at komme videre i deres svømmekarriere. Dette tænkes bl.a. at kunne gøres gennem iTUP-samarbejde og øvrige udviklingsprogrammer via Unionen, med det formål, at udvikle og skabe internationale svømmere, der kan deltage i EM, VM og OL.
- Der skal udarbejdes målsætninger for de enkelte hold, som afstemmes med cheftræneren og styregruppen.
Fagligt
- Bestyrelsen skal til stadighed sikre, at de rigtige trænerkræfter er til rådighed gennem tæt samarbejde med cheftræneren.
- Bestyrelsen skal til stadighed sikre, at der skabes mest optimale og stabile arbejdsbetingelser for elitetrænerne.
- Der skal arbejdes med mindst 1 fagligt foredrag pr. sæson for forældre og svømmere.
- De overordnede træningsprincipper for hhv. første og eliteholdet skal være kendt af forældre, svømmere og klubben i øvrigt og kommunikeret via klubbens egne medier. (Nedfældet af cheftræneren, således principperne er i overensstemmelse med træningskoordineringen holdende imellem.)
- Deltagelse af minimum én repræsentant fra eliteholdet i Styregruppen for at sikre ligeværdighed i beslutningsprocesserne.
Socialt
- Udbygge og skabe traditioner, således at svømmerne oplever trivsel, godt humør og aktiviteter udenfor træningssituationen.
- Give svømmerne mulighed for i forbindelse med træningslejre og træningsweekender at få kvalificeret træning og socialt samvær med holdets træner(e).
- Klubben skal endvidere tilsikre, at der skabes et godt svømmemiljø, hvor der også er mulighed for at svømmere (junior og senior) kan kombinere uddannelse og elitesvømning.
Økonomisk
- I egenskab af kontingentet, betaler Triton for deltagelse ved nationale og regionale mesterskabsstævner, mens invitationsstævner betales af svømmeren.
- Ved træningslejre og træningsweekender betaler den enkelte svømmer selv hovedparten af udgiften til arrangementet. Triton yder et bidrag i størrelsesordenen kr. 10-15.000 gennem støtteforeningen Tritons Venner.
- Øvrige hjælpemidler og rekvisitter i forbindelse med den daglige træning betales primært af svømmeren selv. I visse tilfælde kan der søges om økonomisk støtte til disse elementer via Fonde og Ballerup Kommune.
- Svømmere, som får tilbudt deltagelse i iTUP eller øvrige udviklingsprogrammer under Dansk Svømmeunion, foreligger der specifikke regler for, hvem og hvor meget klubben og svømmeren skal betale af udgifterne i forbindelse hermed. Triton har dog mulighed for at søge økonomisk støtte til navnegivne svømmere via Team Ballerup.
- Den enkelte svømmer har endvidere mulighed for at lave egne sponsoraftaler, så længe disse ikke kolliderer med dem Triton har indgået aftaler med på klubplan (primært konkurrenceafsnittet). Der foreligger særlige krav og regler, med hensyn til antallet af sponsorer på svømmetøj. Triton henviser derfor svømmer og forældre til at tage en snak med klubbens Sponsorudvalg.
© Svømmeklubben Triton 18.10.2007