Svømmeklubben TRITON

Skal det virkelig gøres til noget farligt at bade ved en ganske almindelig dansk strand?

Nej, havet er kun farligt, hvis du giver det lov til at være det. Den, der styrer sig selv, styrer også farerne. Den, der ved, hvad det handler om, har et forspring.

Tryg i Danmark vil gerne give dig og din familie dette forspring. Så her får du gode baderåd, der går ud på at lade være med at gøre nogle bestemte ting - og gøre nogle andre rigtigt. Enkle og indlysende, måske ligefrem irriterende at blive mindet om, men alligevel er  der nogle, der hvert år glemmer dem og drukner.

Og aldrig steder, hvor du ikke kender forholdene. En sandbund er hård som sten. Hamrer du hovedet ned i den, kan du blive slået bevidstløs og hvis du ikke bliver opdaget lynhurtigt, drukner du.

Eller du kan få hjernerystelse, kraniebrud eller brække ryggen. Hvert år er der nogle, der bliver lamme for livstid på denne måde.

Springer du lodret ned fra en vippe, en badebro, en båd el.., skal der være mindst 3 meter dybt.

Ingen ved, hvad der ligger på bunden. Det kan være alt muligt ragelse, der er tabt eller smidt i vandet, rester af sunkne både eller måske en gammel bil.

Der er uberegnelig strøm omkring de to første. Og dine fødder kan sidde fast i nettene, der er udspændt mellem bundgarnspæle.

De er lumske, fordi vandet står stille. Det kan være lunt og fristende på overfladen, men lige nedenunder er det så iskoldt, at du risikerer at få krampe eller kuldechok.

Husk, at grusgrave kan være mange, mange meter dybe. Søer kan have et tykt lag mudder på bunden, som du kan sidde fast i eller have svært ved at sætte af fra.

Mange kan fortælle om en uhyggelig oplevelse, når de har badet i søer og grusgrave. De har mærket, at vandplanter har snoet sig fast om deres ben og trukket dem nedad. Det sidste er naturligvis ikke rigtigt, men følelsen er ægte nok, og så er der ikke langt til panik. Jo mere man kæmper for at komme fri, jo mere strammer stænglerne.

Hvis du bliver fanget af en strøm, så lad være med at svømme imod den. Du vil høst sandsynligt tabe kampen. Lad dig i stedet glide med stille og roligt, indtil strømmen aftager, og svøm derefter til en af siderne.

Det er virkeligt dumt at lave konkurrencer om, hvem der kan holde vejret  længst eller svømme længst under vandet. I iver efter at vinde risikerer man at overdrive og pludselig miste bevidstheden. I vand har dette katastrofale følger.

Dyk ikke andre, uden at de er forberedt på det. Overraskelsen kan få dem til at trækket vejret indad, og så får de naturligvis vand i luftvejene i stedet for.

Det lyder som en vittighed, når folk, skal hentes med helikopter, fordi de er faldet i søvn på en luftmadras, og er drevet til havs. Ikke desto mindre sker det igen og igen, og det koster det offentlige 40-50.000 kr. hver gang.

Hvis man absolut vil flyde på en luftmadras, skal man nøjes med at gøre det ved pålandsvind. Stik pegefingeren i munden og derefter op i luften. Vinden kommer fra den kolde side.

Du kan få krampe i ben, arme eller hele kroppen, hvis du svømmer meget langt uden at være i træning, eller hvis du bliver stærkt afkølet. Eller begge dele på én gang. Det siger sig selv, at følgerne er katastrofale, når du ikke længere kan bevæge dig.

Krampe er din overmand, og der er ikke noget at gøre ved den, så længe du befinder dig i vandet. Dette er endnu en god grund til aldrig at bade alene.

Obs! vandet er koldere ved fralandsvind.

Du er alligevel den lille og kan ikke gøre andet end at slappe af, holde vejret og trække benene op til brystet. Når bølgen er passeret, strækker du benene og finder bunden igen.

Børn skal have at vide, at det er forbudt at råbe om hjælp for sjov. Det gør man kun, når man virkelig føler sig hjælpeløs. Hvis råbet "Hjælp!" høres for ofte, bliver det slidt, og folk holder op med at reagere på det. Det r "helligt" ligesom nødraketter.

Hvis man kommer for tæt på en brandmand, afsætter den et mylder at små giftfyldte kapsler på ens hud. De kan skylles væk med saltvand, ikke ferskvand, som får kapslerne til at revne.

Kapslerne kan skrabes af med alt, hvad der har en fast, glat kant, en kam, lighter, lommekniv el.. Gør det med lange, lette bevægelser. Prøv ikke at tørre dem af med et håndklæde, for så er du sikker på, at de revner.

Giften kan neutraliseres med sprit. Gamle husråd taler om bagepulver og eddike. Hvis stedet hæver, rødmer og gør ondt, så brug et antihistamin præparat eller hydrocortison. Det sidste dog ikke til børn under to år uden aftale med lægen.

Al deres opmærksomhed er rettet mod den spændende verden nede på bunden, og de glemmer, hvor langt de kommer ud. Hvis de pludselig løfter hovedet og kigger mod land, kan de få et chok over afstanden ind til stranden. Den kan komme bag på selv store drenge med svømmetræning og god selvkontrol. Små drenge bliver til ællinger.

Sådan opstår de: Når bølgerne slår ind over en revle, bliver vandmasserne "inddæmmet" mellem revle og strand. På et tidspunkt er der ophobet så meget vand, at det må søge tilbage til havet igen. Det finder et svagt punkt i revlen og "graver" et hul eller en rende. Her strømmer det udad med voldsom kraft.

Over hestehullerne er vandet som regel roligt. Der er ingen bølger, der kammer over lige her, fordi vandet jo løber den modsatte vej.

Det ser fredeligt ud, men selv voksne trænede svømmere kan blive revet med. Kæmp ikke imod strømmen, men glid med og svøm derefter til en af siderne, hvor bølgerne igen kammer over.

Kig efter hestehuller, hver gang I går i vandet, for de flytter sig i løbet af dagen. De er værst ved Vesterhavet, man kan optræde andre steder langs vore kyster.

Man vil måske nødig virke belærende og blande sig i, hvad andre foretager sig, men på den anden side kunne mange ulykker undgås, hvis advarsler blev givet videre.

Udenlandske turister aner fx sjældent, hvad et hestehul er eller kender betydningen af fralandsvind. De har ikke vores nationale motto: Kun en tåbe frygter ikke havet. Et venligt vink til de ukyndige kan spare dem for ubehagelige oplevelser - eller det, der er værre.

Når man skal tilkalde hjælp til ens strand, er det et problem, at man ikke kan opgive en "adresse". Der er to løsninger:

1. Beskriv stedet så præcist som muligt: Strandens navn, nærmeste vej, karakteristiske træk som fx lige ved fyret, x meter nord eller syd for hotellet, hvor høfderne begynder, plantagen holder op el..

2. Send en person op til vejen og bed hende/ham om at udpege stedet eller vise vej.

• Hvor ulykken er sket.

• Hvad der er sket. Er personen reddet ind på land eller stadig ude i vandet? Oplysningerne er afgørende for, hvilken slags hjælp der skal sendes.

• Hvor mange personer, der er forulykket.

• Hvor du ringer fra. Opgiv navn og telefonnummer og bliv ved telefonen, så alarmcentralen kan få fat i dig og få mere at vide. Bruger du mobiltelefon, skal du fortælle, hvor du er i landet, f.eks. Løkken i Nordjylland eller, hvilken større by du er i nærheden af.

• Knus glasset med en sten eller sko og luk posten op.
  Der er brug for to personer: en redder og en hjælper.

• Begge tager redningsvest og bælte på. Der er to af hver i en post.

• Bind linen fra redningskransen til redderens bælte.

• Bind linens anden ende (sidder i taskens bund) til hjælperens bælte.

• Hjælperen bliver inde på lavt vand. Redderen svømmer ud til den forulykkede med krans og line flydende efter sig.

• Redderen skubber kransen hen til de forulykkede, som tager fat i den. Eller redderen vipper den over den forulykkede, som kan hvile i den med armene ud over den.

• Hjælperen trækker de to ind på land med linen.

Næste gang du kommer til en strand med redningsposter, så brug to minutter på at læse brugsanvisningen. Så går det hurtigere, hvis det hele en dag bliver virkelighed.

Ser du en ødelagt redningspost, så ring straks til politiet.