Artikel bragt i Ballerup Lokal Nyt 15.02.2007.
De glade træningsnarkomanerAf Niels Rasmussen, Foto af Brian L. Jensen - lagt på nettet den 15-02-2007 12:31:02
Camilla Jørgensen og Dan Otzen flankerer de medaljeslugende svømmere Casper Nurup, Gustav Prehn Julian A. Kronby Kiki Juhler, Louise G. Rigét, Stine Raaby Jensen, Charlotte K. Christensen, Maja Nielsen, Amalie Christiansen, Karim Møller og Christopher Hermansen. Svømning på eliteplan kræver sin dreng og pige, men børnene i Triton ser ud til at hygge sig med de mange timer i bassinet. Øvelse gør mester. Hævdes det. Og hvis det gamle mundheld gælder, så bliver de flittige svømmere i årgangene 93-94 hos drengene og 95-96 hos pigerne i Triton gode. Rigtig gode. - De træner fem gange om ugen. To timer hver gang. De er i vandet det meste af tiden, men der bruges også tid til styrketræning, forklarer trænerne Dan Otzen og Camilla Jørgensen, der tager sig af de mange svømmere, der gerne vil noget med deres sport. - Hvis man vil være med på det her niveau, så skal der trænes så meget. Det er Camillas og min fordel, at vi selv har været elitesvømmere, så vi ved, hvad der skal til, og hvornår man skal holde lidt igen, siger Dan Otzen, der selv havde butterfly som sit speciale – og det er i hvert fald noget, der kræver energi. Møder troligt op Sammenlignet med mange andre sportsgrene er træningsmængden altså ganske voldsom, men det er ikke noget, der skræmmer børnene væk. De møder troligt op, og knokler løs. Og de ser i allerhøjeste grad ud som om de synes, det er sjovt. Skulle de få lyst til at satse endnu mere, når de bliver seniorer er der udsigt til at skulle træne det dobbelte. - I øjeblikket bliver vel til seks km i bassinet hver gang, forklarer Camilla Jørgensen. - Naturligvis tager vi hensyn til det, hvor svømmerne kommer og siger, at de ikke er oplagte eller føler sig trætte, men det er nu sjældent, at det sker. Der, hvor vi mærker frafaldet, er, når børnene kommer op omkring 9. eller 10. klasse og skal til at finde ud af, hvad de vil med deres liv og hvor meget skolegang de skal have. Og så tager børnene selvfølgelig også på ferier, så de kommer lidt væk fra svømningen. Vi tager det stille og roligt og tilrettelægger træningen, siger de to trænere, der selv sørger for at holde lidt fri, så det ikke bliver den rene trummerum for dem selv Der trænes altså rigtig meget i East Kilbride Badet, men der bruges også en god portion tid på at komme ud for at dyste mod svømmere fra andre klubber. Det giver konkurrence, og det giver socialt samvær og sammenhold. Mange medaljer Medaljerne følger også med i en lind strøm. Både i de individuelle konkurrencer og i holdkapsvømningerne går det godt for de unge Tritonsvømmere. Når man ser børnene tage bassinlængde efter bassinlængde, er den umiddelbare tanke, at det om ikke andet er en billig sportsgren. Der skal vel bare et par badebukser eller en badedragt og et par svømmebriller til. - Men det er faktisk helt forkert, forklarer Dan Otzen. - Mange svømmere bruger de såkaldte fastskindragter. De kan nemt løbe op i 800 kr. pr. dragt, og der kan godt gå tre dragter til i løbet af en sæson. Desuden skal der også betales for at deltage i nogle stævner, men her træder Triton nu ofte til og betaler det gebyr, forklarer han. |