Denne artikel er bragt i Ballerup Lokal Nyt tirsdag den 10.10.2007.
Af Steen Ankerdal, lagt på nettet den 09-10-2007 11:30:39 |
| Efter godt en måneds søgning har svømmeklubben Triton Skovlunde fundet sin nye cheftræner. Det er den unge Stefan Hansen, der kommer fra det fynske elite- og startsamarbejde STO 95, derhar klubberne Frem Odense og OSLF som basis. - Vi har ansat en ung, ambitiøs træner til et hold af unge, ærgerrige svømmere, siger Tritons formand Niels Christensen til Ballerup Lokal Nyt. Stefan Hansen har ifølge STO 95’s hjemmeside været ansvarlig for 2. holdet i det fynske klubsamarbejde. Men han har arbejdet tæt sammen med cheftræneren Karoly Bernhardt. - Vi kunne have valgt en ældre og mere erfaren cheftræner, men vi kunne risikere, at en træner, der havde prøvet det hele, ville miste gnisten efter kort tid i klubben. Med Stefan Hansen har vi fået en træner, der har gejsten. For ham er det hele nyt ligesom for vore talentfulde svømmere, og det mener vi, er den rigtige kombination for os her og nu, siger Niels Christensen. Intet drama Der var ifølge Erik Christensen intet drama i den sag, men efter fem-seks år i stolen som cheftræner trængte Ricky Jørgensen til en pause for at få ladet batterierne op. Efter at Ricky Jørgensen meddelte, at han ville stoppe 1. oktober har klubbens andre elite- og talent-trænere medvirket i træningen af klubbens bedste svømmere. Men den nødløsning kan alle nu se en ende på, for Stefan Hansen er på bassinkanten fra den 1. november. - Vi er utroligt glade for, at Stefan Hansen vil påtage sig jobbet med at træne og udvikle vore elitesvømmere i det daglige og ved stævner, hvor DM individuelt og for hold er vigtige for os, siger svømmeudvalgets formand John Rasmussen. Ud over at træne Tritons elitesvømmere skal den nye træner også være med til at udforme klubbens nye elitepolitik. Det handler om at skabe et svømme og elitemiljø, der kan bringe Triton fremad og gøre det attraktivt for svømmere at være netop i Triton. Denne proces vil utvivlsomt føre til pres på kommunen for at få mere træningstid i East Kilbride badet. For det er ingen hemmelighed, at svømmeklubben har mistet timer i svømmehalen. |