Du er her: Hjemmesiden  > TRITON > Love og regler > Forælde politik

Svømmeklubben TRITON

TRITONs forældre politik

Retningslinier for samarbejde mellem forældre og trænere i Konkurrenceafdelingen

For at kunne drive en svømmeklub professionelt, og samtidigt udvikle den enkelte svømmers talent, kræver det et godt samarbejde på tværs af klubben mellem bestyrelse, trænerstab og den samlede forældregruppe.

Triton tilstræber at have de rigtige trænerkræfter til rådighed, samt at kunne stille op til så mange relevante stævner og konkurrencer som overhovedet muligt. Et grundlag som Triton naturligvis ønsker at give alle sine talenter, som er i klubbens konkurrenceafdeling.

Nedenstående retningslinier har til hensigt at skitsere de rammer, hvorunder klubben ønsker, at et sådan samspil mellem forældregruppen, svømmere og trænerne bør foregå.

Generelt

Triton sætter generelt stor pris på engagement blandt forældrene, da der er mange opgaver at løse i bestyrelsesregi, som officials, holdledere, og forældrerepræsentanter m.m. Uden dette engagement ville klubben ikke være en blandt landets bedste svømmeklubber, da det kræver en del at drive en klub af vores størrelse.

Et godt samspil er derfor med til at sikre et godt og frugtbart svømmeklima. Det har både forældre, svømmere og trænere ansvar for.

Ved kanten

Triton ønsker en god dialog med forældregruppen ved kanten i forbindelse med den daglige træning. Her kan de fleste spørgsmål omkring den enkelte svømmer tages op. De spørgsmål, som ikke kan besvares på stedet, vil der blive taget hånd om f.eks. i klubbens bestyrelse eller øvrige udvalg.

Ved stævner

Triton deltager hen over en sæson i mange stævner, hvor forældregruppen kan deltage som holdledere, officials eller som tilskuere. Ens for alle er, at i disse sammenhænge er det vigtigt, at svømmere og trænere får den ro, der skal til for at få et godt stævne.

Trænerne tager gerne en dialog med forældrene før eller efter et stævne, men aldrig under. Det er nødvendigt, at trænere såvel som svømmere får mulighed for at udføre deres erhverv/opgave uden indblanding, når det gælder.

Forhold mellem træner og svømmer er ganske specielt, og bidrager til dit barns accept samt velbefindende. Kritisér derfor aldrig træneren i svømmerens nærvær. Det vil kun skade forholdet mellem træneren og svømmeren, og i værste fald få indflydelse på svømmerens resultater.

I klubhuset

Triton råder over et klubhus, hvor klubbens kontor har åbent hver mandag mellem kl. 18-19. Her kan forældrene rette henvendelse til, hvis de har spørgsmål til klubben i al almindelighed og til klubbens bestyrelse. Det vil også være muligt at træffe de enkelte trænere efter forudgående aftale.

© Svømmeklubben Triton 20.10.2006