TRITONs ordinære generalforsamling 29.09.2005
Afsnittets indhold:
Indkaldelse
Formandens beretning
Referat (PDF dokument)
Årets TRITONer
Formandens beretning
Bestyrelsens beretning ved Svømmeklubben TRITONs generalforsamling den 29.09.2005.
I sæsonen 2004/ 2005 har vi haft ca.739 medlemmer, og der har været ansat 37 trænere. I løbet af sæsonen har der også været brug for et stort antal frivillige hjælpere til alle de stævner vi har holdt i EKB, officials der har været ude som dommere i klubber, når Triton har deltaget udenfor EKB. Deruden har der også været en del forældre der har været aktive på holdene ved at lave sociale arrangementer bl.a. i klubhuset. En stor tak til alle.
Trænere
Vores trænere både i undervisningsafdelingen og konkurrenceafdelingen har været til forskellige kurser afholdt af enten DGI eller Dansk Svømmeunion. Der har også været afholdt bassinprøver i EKB badet, og Falck kursus. Der er en enkelt eller to trænere der ikke har været på kursus endnu, men kommer, da alle vore trænere skal have SVØM´s basiskursus.
Undervisningsafdelingen
Undervisningsafdelingen har igen i denne sæson haft problem med at skaffe de trænere og hjælpetrænere som der er behov for. Vi har desværre lukket hold på Parkskolen og Rugvænget Skole på grund af manglende tilmeldinger.
I EKB har Vivi som sædvanlig afholdt 2 mini svøm stævner, hvor der var ca.125 deltagere pr. gang, yngste årgang var årgang 2000. Der har været et par episoder med en spejderleder der har optrådt uheldigt, men Vivi har været ude på skolen, og fået klaret problemet, som ikke har været der siden.
Danmark svøm Langt
Hvert år arrangerer Dansk Svømmeunion ”Danmark Svøm Langt”, som jo er et arrangement, hvor Triton har stolte traditioner. Vi vandt kategorien ”flest personer i vandet” og fik en 2. plads i kategorien ”flest tilbagelagte meter i vandet”. Disse flotte resultater indbragte kr. 8000,00 i præmie. Vi havde 397 svømmere i vandet, og de svømmede 705.950 meter. Vi havde 16 svømmere der alle tilbagelagte 10 km.
Tritons Venner
Igen i år afholdt TRITON’s venner ”Svøm om juletræet” og klubmesterskabs festen. Begge arrangementer var godt besøgt. Det er længe siden jeg har set så mange svømmere på dansegulvet som denne gang. Vennerne har også i år givet et stort tilskud til vore træningslejre, og har lavet mange arrangementer gennem sæsonen, hvor der er mange svømmere og forældre der har givet en stor hånd med. Til vennerne skal der naturligvis også lyde en stor tak, og også til de forældre der har ydet meget gennem sæsonen.
Plask
Medlemsbladet PLASK er igen kommet godt i gang og udsendes 3 gange om året. Et særnummer til motions- og undervisningsafdelingen blev også udsendt. En klub af TRITONs størrelse skal have et medlemsblad, så vi må pleje redaktionen, og sørge for at de får materiale så de fortsat synes det er sjovt at bruge deres fritid på at lave et godt klubblad.
Team Ballerup
Vi har også modtaget støtte fra Team Ballerup, hvor vi fik 60.000 kr. til 5 svømmere og aktiviteter i hallen.
Andre aktiviteter
Sponsorsvøm blev afviklet d. 21. februar. 54 svømmere deltog, og der blev tilbagelagt 143300 meter på de 3 timer som stævnet varede. Der var indgået 126 kontrakter med virksomheder og privatpersoner, hvilket indbragte 61.573 kr.
Sponsorudvalget har også haft travlt med at skaffe sponsorer, der vil give sponsorater til klubbens klubdragt. Sponsorudvalget ansøgte og fik 15.000 kr. hos Nordea fonden, til hjælp til de mange svømmere vi skulle have til Jylland til DM for årgangssvømmere.
Bestyrelse og trænerne fra konkurrenceafdelingen havde i december et weekend kursus arrangeret af DGI, hvor temaet var samarbejde meller træner og bestyrelse. Der kom mange gode forslag og ideer frem som træner og bestyrelse senere skal arbejde videre med.
I forbindelse med nogle svømmeres udmelding fra Triton opstod der megen uro og rygter i klubben. Vi arbejdede hårdt for at finde og få løst problemerne, bl.a. havde vi også møde med eliteholdet, for at høre deres udlægning af uroen. Efterfølgende har vi fået hjælp fra Lars Smith, som har klarlagt problemerne, og kommet med løsningsforslag. Lars har siden virket som coach for Ricky.
Vi er startet med at lave en elitepolitik og en styregruppe.
Konkurrenceafdelingen
Vi har i EKB badet afholdt 3 nålestævner og klubmesterskab for vore egne svømmere. Desuden har vi afholdt et invitationsstævne AL-cup hvor vi havde ca 230 svømmere fra 14 klubber, og dertil kommer alle vore egne svømmere. Vi havde også søgt og fik 1. afsnit af Sanex Grand Prix, hvor vi havde 416 svømmere og 46 klubber med. Det blev et godt stævne med mange godt resultater, en dansk og nordisk rekord og 2 kvalifikationstider til VM, dog ikke til Triton svømmere. På trænersiden fik vi alle poster besat, da vi fik ansat Ivar Bruun som 1. holds træner. Vi fik også som noget nyt Dan Otzen assisterende træner til eliteholdet, og tekniktræner på de andre hold.
Konkurrenceafdelingen
(v/Vera Qvistgaard)
Jeg vil starte med lidt statistik over den forgangne sæsons mange stævner og jeg vil starte med de yngste konkurrencesvømmere. De har blandt andet har deltaget i SRØ Miniturnering, som består af i alt 4 stævner. Her opnåede Triton en 2. plads til alle 4 stævner, til det sidste stævne måtte vi dog dele 2. pladsen med Lyngby, mens Triton fik den samlede 2. plads for hele turneringen.
Vi har også deltaget i SRØ MiniCup som er delt op i hhv. pige- og drengeafsnit. Her røg pigerne
desværre ud i indledende runde, mens drengene endte på en flot samlet 4. plads.
Til DMH for årgangshold opnåede vi en samlet 8. plads i selskab med 12 stærke klubber.
Til de årlige SRØ Område årgangsmesterskaber i Herlev blev der hentet 38 Guld-, 25 Sølv- og 10 Bronzemedaljer hjem. Rigtig godt gået.
Til de efterfølgende SRØ årgangsmesterskaber i Gentofte blev der svømmet 6 Sølv- og 4 Bronzemedaljer hjem.
Og til de afsluttende Danske årgangsmesterskaber i det jydske opnåede Tritonsvømmerne
2 guld-, 4 sølv- og 5 bronzemedaljer.
De lidt ældre konkurrencesvømmere har deltaget i SRØ Junior- og Ungdomsmesterskaber, hvor medaljehøsten blev 7 guld-, 2 sølv- og 8 bronzemedaljer.
Vi har også deltaget i de Danske Mesterskaber for Hold i Svømmeligaen - tur retur.
Med det mener jeg, at Triton til DMH i november 2004 røg fra svømmeligaen til 1. division for derefter til DMH i april 2005 at svømme sig tilbage i svømmeligaen. Et meget spændende stævne hvor kun 4 point skilte os fra KVIK Kastrup som dermed røg i 1. division.
Triton var vært for SRØ senior og junior langbanemesterskabet (også kaldet Sanex Grand Prix 1), hvor vi havde 416 svømmere fordelt på 46 klubber med. Det blev et godt stævne med mange gode resultaler; en Dansk og Nordisk rekord og 2 kvalifikationstider til VM. Her tegnede Tritonsvømmerne sig i seniorgruppen for 1 guld- og 2 sølvmedaljer, mens juniorgruppen hentede 1 guld-, 1 sølv- og 2 bronzemedaljer.
Årets højdepunkt for stævner er helt klart DM og DJM på langbane. Her blev det til 1 sølv- og 1 bronzemedalje for senior og 2 guldmedaljer for junior.
Vores Mastersvømmere har deltaget i SRØ Boble Cup turneringen, hvor Triton i år vandt alle 3 stævner og dermed turneringen. I kan se pokalen oppe på hylden – den store blå vandrepokal.
Til Danske Åbne Masters blev det til 4 guldmedaljer og 8 sølvmedaljer til Triton.
Vi har også selv afholdt stævner i Triton. Her kan vi nævne 3 nålestævner, 1 klubmesterskab og et invitationsstævne AL-Cup’en som vi holder sammen med en af vores sponsorer Arbejdernes Landsbank. Her havde vi besøg af ca. 230 svømmere fra 14 klubber, og dertil kommer alle vore egne svømmere.
Som noget helt særligt havde vi også 2 svømmere med til Ungdoms OL, Rasmus Sonne og
Michelle Strandskov. Med 2 svømmere udtaget på individuelle tider var Triton dermed den bedst repræsenterede klub i Danmark.
Der blev igen i år afholdt kur for de Danske Mestre hos borgmesteren i Ballerup:
- Michelle Strandskov blev dobbelt dansk årgangsmester og dobbelt dansk juniormester.
- Dan Otzen blev 3 gange dansk mester for mastersvømmere.
- Jonas Tetzschner, Troels Andersen, Dan Otzen, David Tetzschner blev danske mestre i 4x50 holdmedley for mastersvømmere.
Træningslejre
- Klubben var på den sædvanlige Opstartstur for hele Konkurrenceafdelingen i september 2004.
- Eliteholdet var på Træningslejr henover efterårsferien 2004
- Førsteholdet var på Træningslejr i vinterferien 2005
- Talentholdet var på Træningslejr i påsken 2005
- mens Guldfiskeholdet var Træningslejr medio februar 2005
Vi har i den forgange sæson haft 6 svømmere på Udvalgte hold - TalentUdviklingsProgram (TUP)
Øvrigt
Vi oplevede også at en meget afholdt træner forlod os, men vi fik heldigvis ansat Ivar Bruun som Førsteholdstræner. Som noget nyt og efter et meget stort ønske hos Eliteholdets svømmere ansatte vi også Dan Otzen som assisterende træner og tekniktræner på både Eliteholdet og på skift på andre hold i konkurrenceafdelingen.
Som Niels kort var inde på, har vi nu nedsat en styregruppe.
Der har i en periode af den forløbne sæson været nogen uro i konkurrenceafdelingen. Uroen opstod fortrinsvis i forbindelse med svømmerstop på Eliteholdet, og herefter en stor usikkerhed hos nogle andre svømmere og forældre.
På baggrund af denne uro, blev der iværksat et analyseforløb, hvor en konsulent (Lars Smith) via interviews af svømmere og et antal forældre har fået belyst på hvilke områder klubben har udviklingsmuligheder. Heriblandt at blive endnu bedre til at håndtere forskellige problemstillinger eller undgå disse i så stort omfang som muligt.
Der udover er der iværksat et coaching forløb for vores cheftræner Ricky Jørgensen som forventes at løbe et godt stykke ind i indeværende sæson.
På baggrund af de anbefalinger der kom ud af Analysen, har vi nedsat en styregruppe/svømmeudvalg som både trænerne, svømmerne og bestyrelsen kan bruge som sparringspartnere. Der har været afholdt det første møde, hvor der er blevet defineret nogle opgavetiltag.
Det første styregruppen vil tage fat på er at få formuleret en Elitepolitik, som bl.a. skal indeholde beskrivelser for hvilke kriterier der for at være på de 4 konkurrencehold, hvornår og hvorfor rykker en svømmer op eller ej. Hvad forventes der af den enkelte mv.
Dernæst har vi en opgave med at få beskrevet rammerne for samarbejdet mellem forældrekreds og klub, herunder trænerne.
Vi har i dag udarbejdet en støttepolitik f.eks. for svømmere på udvalgte hold. Vi vil kigge lidt nærmere på hvilke gensidige forventninger der er for hhv. klubben og svømmeren og dennes forældre og drøfte nye muligheder for at hjælpe hinanden.
Der vil løbende blive informeret om styregruppens arbejde både på hjemmesiden og i Plask.
Afslutning (v/Niels)
Så vil jeg gerne slutte med at sige tak.
Tak til alle der gør et stort stykke arbejde for Triton.
Alle vore mange trænere både i undervisningsafdelingen og i EKB gør et stort stykke arbejde, alle de mange frivillige der hjælper når der er brug for det, det gælder både officials og de mange hjælpere når vi holder stævner.
Tritons Venner gør også et meget stort frivillige stykke arbejde for at skaffe penge til alle vore svømmere i konkurrenceafdelingen, tak for hjælpen fra jer.
Til sidst tak til bestyrelsen for sæsonen der gik, vi har haft mange møder også møder der har været meget lange, men jeg synes vi altid har klaret det med godt humør selv når klokken nærmer sig midnat.
Årets TRITONer
Valget af årets Triton er faldet på Marianne Rom, for hendes utrættelige indsats for klubben gennem årene og senest med WinGrodan systemet.

Se listen over alle Årets TRITONer.
Indkaldelse
I henhold til Tritons love indkaldes hermed til generalforsamling.
Generalforsamlingen vil finde sted
torsdag den 29. september 2005 kl. 19:00
og vil foregå i Tritons klubhus.
Dagsorden
- Valg af dirigent
- konstatering af generalforsamlingens lovlige indkaldelse
- optælling af stemmeberettigede
- Valg af 2 stemmetællere
- Formanden aflægger beretning
- Kassereren fremlægger det reviderede regnskab pr. 30. juni 2005
- Fremlæggelse af budget for det kommende år og godkendelse af kontingent for det kommende år
- Forslag fra bestyrelsen
- Bestyrelsen ønsker bemyndigelse til at forhøje kontingentet for sæson 2006/2007 med 5%
- Indkomne forslag fra medlemmer
- Ændring til Svømmeklubbens love §5&6 GENERALFORSAMLING og EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING:
Indkaldelse til generalforsamling og ekstraordinær generalforsamling sker via hjemmesiden
- Valg af medlemmer til bestyrelsen
| Formand | Niels Christensen | Ønsker genvalg |
| Bestyrelsesmedlem | Vivi Neander | Ønsker ikke genvalg |
| Bestyrelsesmedlem | Annemarie Hansen | Ønsker genvalg |
| Bestyrelsesmedlem | Jesper Jørgensen | Ønsker ikke genvalg |
| Bestyrelsessuppleant | Jørgen Bruhn | |
| Revisor | John Jensen | |
- Eventuelt
Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde inden den 1. september 2005.
Lagt på hjemmesiden 18.04.2005; forslag kommet til 07.09.2005.
© Svømmeklubben Triton 31.08.2008